Voldsforbrydelser og overgreb er noget af det mest forfærdelige og traumatiserende, man kan blive udsat for. Ikke bare i gerningsøjeblikket, men særligt i tiden efter forbrydelsen, hvor mange lever med angst og traumer.

Derfor er det fuldstændig afgørende, at vi står på ofrets side i retssystemet.

Efter dommen skal den forurettede have en følelse af, at retfærdigheden er sket fyldest, og at vedkommende er blevet hørt og hjulpet af retssystemet. Det kræver i sagens natur, at straffen reelt afspejler de fysiske og psykiske skader, ofret er blevet påført.

Desværre oplever alt for mange ofre for vold og overgreb, at de føler sig svigtet og ydmyget af retssystemet, fordi deres gerningsmænd idømmes alt for milde straffe, som ingenlunde afspejler de traumer og konsekvenser, ofret er blevet udsat for.

Eksempelvis straffes voldtægt ofte kun med to års fængsel, og grove voldsforbrydelser straffes ofte kun med et par måneder. Læg dertil, at kriminelle som udgangspunkt prøveløslades efter de har udstået 2/3 af deres straf.

Det er naturligvis uretfærdigt og usolidarisk overfor dem, som er blevet udsat for grove forbrydelser og derfor lever med angst, traumer og lignende psykiske udfordringer.

Det er tillige uansvarligt for resten af samfundet, at kriminelle bliver løsladt og kan begå ny kriminalitet relativt kort tid efter forbrydelsen.

Retssystemet skal baseres på lov og orden, ikke blødsøden tolerance med farlige kriminelle.

Vi skal stå på ofrets side, ikke gerningsmandens. Derfor skal straffen for voldsforbrydelser primært opmåles under hensyntagen til ofrets retfærdighedsfølelse og oprejsning, samt samfundets interesse i låse farlige kriminelle inde bag lås og slå, så de ikke begår ny kriminalitet.

Det kræver markant hårdere straffe for voldsforbrydelser og overgreb.

◉ Ofre for kriminalitet skal i højere grad føle, at retfærdigheden er sket fyldest i deres sag, og at de er blevet hjulpet og respekteret af samfundet, så de kan komme videre.

◉ Hårdkogte kriminelle skal tilbringe længere tid bag tremmer, hvor de er afskåret fra at begå ny kriminalitet.

◉ Kriminelle skal føle en reel bekymring over konsekvensen ved at blive straffet.

◉ Og sidst men ikke mindst skal ofre føle, at det giver mening at anmelde forbrydelser, da udsigten til retfærdighed og oprejsning er større.

Der er således mange positive gevinster ved at straffe hårdere. Lad os komme i gang.