Tak for invitationen til at komme og tale her i dag. 

Jeg tror, at det er nu femte eller sjette gang, hvor jeg har fået æren af at holde grundlovstale i Nye Borgerlige-regi. Det er altid en fornøjelse – og jeg tror faktisk ikke, at jeg én eneste gang har oplevet, at vejret var dårligt, så på den front må der næsten være nogen i det høje, der følger med og holder både sol og skyer i skak. 

Det er rart at se så mange mennesker i så skønne omgivelser – her i hjertet af Odense på en national højtidsdag, fejringen af en fri forfatning. 173-året for demokratiets og folkestyrets fødsel i Danmark. 

Grundloven er ikke bare et betydningsfuldt nationalt dokument. Den er den lovmæssige manifestation af den udvikling, der har gjort os til det, vi er i dag, som folk & som nation. 

Selvom mange mennesker i dag ikke skænker grundloven mange tanker – ja selvom også regeringen synes at glemme dens vigtighed indimellem – eller måske snarere ofte – så er den fundamentet under vores lovgivning og demokrati. 

Overgangen til demokrati i Danmark var både fredelig og naturlig. 

Også i middelalderen – før grundloven – blev landet styret i forståelse mellem konge og folk – eksemplificeret ved Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241, der indledes med de famøse ord: “Med Lov skal Land bygges” – og som i dag står skrevet over indgangen til Folketingssalen. 

Sande, vigtige og betydningsfulde ord, der dog ikke blot må huskes som en selvstændig frase, men også i den kontekst, hvori de er skrevet, og hvor det indskærpes overfor netop lovgiverne, at: “Loven skal være ærlig, retfærdig, taalelig, efter Landets Sædvane, bekvem, nødvendig og tydelig. Saa alle Mænd kan vide og forstaa, hvad Loven siger.”. 

En sjælden gang imellem – måske særligt på det seneste – kan man godt få indtryk af, at den første sætning bliver læst og forstået lidt løst. Men ALT for ofte virker det som om, at den senere indskærpelse er evaporeret fuldstændig ud af lovgiveres bevidsthed. ”Ærlig, retfærdig, taalelig, bekvem, nødvendig og tydelig”. 

Det er ikke just ord, man vil kunne sige om meget af den lovgivning, der praktiseres i dag. Hvordan skal borgerne kunne overskue indholdet og konsekvenserne af de mange love & regler politikere til stadighed vedtager? Love, som efterfølgende udpensles i sindrige regelsæt, som politikerne forventer forstået og overholdt. 

Systemerne bliver ofte så indviklede og bureaukratiske, at de bliver uigennemskuelige – og mange borgere må bukke under og give op. Det så vi bl.a. med den netop overståede afstemning om forsvarsforbeholdet. 

EU-systemet og konsekvenserne af dets udvidelse bliver for mange borgere – uoverskueligt. Og derfor skræmmes man let til at følge politikernes anbefalinger – eller overbevises desto nemmere med letkøbte argumenter uden det store indhold.

Selvom meget af vores lovgivning i dag synes at være antitesen til Valdemar Sejrs indskærpelse om lovens nødvendighed og tydelighed, så kunne man godt indimellem ønske sig, at Valdemar Sejr ligeledes havde indskærpet en række krav til vores politiske magthavere. 

Om ikke andet som en påmindelse om, hvad en politikers opgave er. Den kunne såmænd gentages med nogle af de samme ord som før, blot med politikerne som genstand – i stedet for loven. Altså; 

“Politikerne skal være ærlige, retfærdige, tålelige & tydelige. Saa alle kan vide og forstaa, hvad politikerne siger.”. 

Desværre inficerer Uærlighed, tvetungethed og hykleri dansk politik, der efterhånden minder om et teater. Hvor befolkningen er statister eller tilskuere i et politisk magtspil, der ikke handler om at forbedre Danmark – men om at beholde magten ved hjælp af dobbeltspil og kynisk sproglig manipulation.

Vi ser det igen og igen. Politikere, der siger ét – men kort tid efter gør det stik modsatte. Stemmer imod lovforslag, som de selv netop har talt for. Politikere, der taler om bedre vilkår for de svage, men som fører en politik, der garanterer det modsatte. Politikere, der med uforståeligt vrøvlesnak, lader sig tale ud af helt simple spørgsmål, som borgerne burde have krav på at kunne få svar på. Politikere, der bruger store ord og handlingkraftige vendinger – men som udmærket ved, at de ikke er parate til at føre den politik, de selv giver indtryk af at ville føre. 

Politikere, der taler om at løse problemer – men som ikke gør det. 

Grundloven er født i samme periode som H.C. Andersen. Mange digtere interesserede sig i denne periode for de nye politiske strømninger. 

H.C. Andersen havde dog aldrig selv den store interesse for politik. Ikke som den form for sofavælger, der dovent og uinteresseret trækker på skuldrene – men som en mand der har observeret, analyseret, reflekteret og fundet det politiske liv og de personer, der kendetegner det, for let. 

Derfor skriver han – meget rammende – allerede seks år efter grundlovens indførelse, her løst parafraseret:

“Jeg føler imidlertid ingen Evner og ingen Nødvendighed for at skulle blande mig i Dette, ligesom jeg troer, at i vores Tidsalder er Politik en Stor Ulykke for mange. 

Politik er den Venus, som lokker dem til sit Bjerg – hvorefter de går til Grunde. 

Det gaaer med disse mennesker som med Døgnblade, de gribes, læses, opløftes og – glemmes.

I vores Tidsalder vil Alle regjere. De individuelle holdninger gjør deres Magt gjældende; men de Fleste husker ikke paa, at Meget, der lader sig theoretisk tænke, lader sig derfor ikke practisk udføre; 

Man glemmer, at det seer anderledes ud seet oppe fra Træets Top, end nedenfra dets Rod. 

Hvem end, som drives af en ædel Overbeviisning, Fyrsten saavelsom Manden af Folket. Hvem end, som kun vil det Bedste og har Evnen dertil – For ham bøier jeg mig.

Men Politik er ikke min Sag, der kan jeg Intet udrette; Gud har givet mig en anden Opgave. 

Jeg synes, at H.C. Andersens ord er mere end relevante i dag, selvom de er skrevet for mere end 100 år siden. Vi har i dag alt for mange politikere, der drives af magten – mere end ønsket om at forbedre samfundet. 

Vi har politikere, der tænker bunkevis af teoretiske tanker – men som ikke har blik for, om de lader sig praktisk udføre. Eller som på en anden – mere kafkask måde – bruger teorier som skjold til at undgå løsninger, der meget let kunne lade sig udføre i praksis. 

Mange politikere nyder udsigten fra træets top – uden nogensinde at ænse dets rod. Uden blik for, at der ved træets rod er både landsbyer og civilisation. Civilsamfund  – fulde af stemning og liv. Driftighed og ildsjæle. 

Mennesker, der brænder for at gøre en forskel for deres familie – for deres lokalsamfund – for deres medarbejdere og for deres efterkommere. Men som kvæles i politikernes bestemmetrang, formynderi og ideologiske luner. 

Det får mig til at tænke på et andet afsnit af Valdemar Sejrs famøse lov. Nemlig;

“Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.” 

Dette til trods, så har vi politikere i dag, der vil bestemme over borgernes liv i detaljer – og som ønsker samfundet indrettet efter deres eget ideologiske verdensbillede. 

Som vil bestemme, hvordan borgerne tilrettelægger deres barsel, hvordan virksomheder sammensætter deres bestyrelser, om 25-årige må købe en pakke cigaretter – og hvor unge mennesker skal gå i gymnasiet. 

Alt Imens de virkelige udfordringer hober sig op. 

Danmark er med andre ord blevet erobret. 

Erobret af politikere, der vil bestemme over vores liv. Erobret af frygt for at forsvare vores land & værdifællesskab. Erobret af krænkelsesfeber – og flere steder i Danmark – Erobret af mennesker, der aldrig burde have været her. 

Når vi som parti – også synes jeg berettiget – hævder at repræsentere og have blik for træets rod, så må vi særligt have fokus på to ting. 

  • At forsvare Danmark mod konsekvenserne af venstrefløjens bestemmetrang, skadelige idéer og ideologiske dagsordener. 
  • Samt at genetablere Danmark som danskernes fædreland. Hvor det ikke er skamfuldt at være stolt af sin historiske arv, sit nationale tilhørsforhold eller sit folkelige ophav – og hvor borgerne i vid udstrækning råder frit over over deres egen tilværelse.

Grundloven ånder frihed som en central værdi – og har til formål at garantere, at danskernes frihed ikke tromles af hverken medborgere eller af staten – selvfølgelig integreret med en bevidsthed om, at friheden forudsætter ansvar, og at vi som borgere til enhver tid har ansvar for ikke at begrænse vores medborgeres frihed. 

Den bevidsthed er demokratiet i sin essens, men er i dag udfordret af en regering og en lang række partier, der end ikke tilnærmelsesvist stoler på danskernes evne til at tage ansvar. 

I mange år er danskernes frihed, demokrati og førstefødselsret til Danmark blevet trådt under fode af overstatslige konventioner og domstole uden folkelig forankring. 

Regering og folketing har set velvilligt til, mens beslutninger ønsket og indimellem også taget af et demokratisk flertal i det danske parlament – er blevet tilsidesat eller omstødt af organer uden den fjerneste afart af folkelig forankring. 

En skammelig udvikling, der vidner om, at man ikke har forstået forudsætningen for et sandt og velfungerende demokrati, hvor befolkningen føler sig repræsenteret og hvor man har tillid til, at lovgivere virker og agerer i befolkningens interesser. 

Hvis ikke vi som befolkning længere har total og fuldstændig kontrol med vores magthavere – og ligefrem styres af beslutninger, der ikke strømmer ud fra vores egen folkelige identitet og bevidsthed, så er demokratiet i den grad stækket.  Demokrati er ikke noget, der kan implementeres ovenfra – det forudsætter en følelse af repræsentation, af national samhørighed – selv når vi ikke er enige i de beslutninger, der træffes. Uden en følelse af, at vi har et skæbnefællesskab med de mennesker, der træffer beslutninger på vores vegne, er demokratiet i afvikling. 

Demokrati og folkestyre kræver, at jorden gødes. Demokrati er jo nemlig ikke blot blind afvikling af valg hver fjerde år. Det er i endnu højere grad bevidstheden om, hvad demokratiet bygger på, og hvad der går forud for det. 

Det kendetegnes ved, at de mennesker, der underlægges magthavernes beslutninger, føler sig repræsenteret, føler sig inddraget, og ikke mindst føler tilknytning til dem, der er uenige med dem, således at uenigheder anerkendes under det fælles demokratiske tag. 

Alt dette kræver et fælles erfaringsgrundlag og fælles institutioner. Hvis ikke vi er bevidste om, at der er noget, der går forud for os selv – og at de velfungerende elementer af vores samfund i dag hviler på nogle institutioner, der holder den ild i live – så risikerer det at glide os af hænde. 

Rundt omkring i vores byer opsættes kolosser af beton, der dog forsøges hengemt i blomsterkummer eller som bænke, der skal dække over det faktum, at vores friheder er ved at gå op i røg. Et trygt samfund kræver grænser. Åbner man de ydre, lukkes de indre. 

Grænseløsheden – den hører Guds rige til. Sådan sagde præsten i mit barndomssogn til mig på Grundlovsdag for en fire år siden. 

Vi kan ikke indrette vores konkrete og komplekse verden efter guddommelige standarder. I den uperfekte verden, vi befinder os i, kan vi udelukkende forvalte vores ansvar under hensynet til det konkrete. 

Vores land, vores folk, vores familie, børn og nære. Det er vores umiddelbare ansvar – særligt, når ansvaret over for dem og deres tryghed er i direkte konflikt med de idealer og hensigter, vores politiske modstandere pejler efter. 

Vi skal kæmpe for at genopbygge den folkeånd, der gennemstrømmer Grundloven, og som vokser ud af frie og levende civilsamfund, hvor det ikke er statens fangarme, som driver motoren, men frie og selvstændige individer, der bindes sammen af fælles værdier, fortællinger og mål. 

”Dybest brønd giver altid klarest vand”, skriver Jeppe Aakjær, og denne lidt støvede, men åbenlyse sandhed fortjener gentagelse i en tid, hvor flere indleder livet som en brik i en fortælling, de slet ikke er fortrolige med.

Som jeg første gang indledte på talerstolen til Nye Borgerliges første årsmøde er det vores opgave at værne om og kæmpe for modersmålet og folkeånden – ved både i sang og i tale at levendegøre dem. 

Mennesket har brug for et sted, hvor de hører til, og det kan være svært at skabe fundamentet for en sådan følelse i en tid, hvor det nationale ikke længere er et anker i vores fælles bevidsthed. 

Historien er ikke længere bindeleddet mellem generationerne og lokalkulturen og de små lokalsamfund er blevet opslugt i centralisering og statslig styring. 

Kombinationen af frihed og fædreland er dybt indgroet på min rygrad – og har været det fra lige da jeg trådte ind i politik.

Jeg brænder inderligt for at tage et opgør med, at danskerne skal leve i et af de mest gennemregulerede samfund i verden – med daglige begrænsninger i form af regulering og kontrol.

Velfærd ér ikke per definition offentlig – og større offentligt forbrug er ikke nødvendigvis godt. Tværtimod.

Vi skal decentralisere og fokusere den offentlige service på kerneopgaver. Vi skal styrke civilsamfundet og nærdemokratiet. De bedste beslutninger træffes tæt på de mennesker, de vedrører, og styrker dermed ansvarsfølelsen og kvaliteten af beslutningerne.

Med historien i ryggen skal vi fortælle, at lige netop vores frihedsværdier er formet efter det danske folkeliv, hvor vi har tradition for ytringsfrihed og satire, sekularisme og samtale. Og med stolthed skal vi forsvare vores fædreland mod overstatslige angreb på vores nationale identitet.

Vi skal føre en meget mere konsekvent udlændingepolitik, vi skal være kompromisløse i vores forsvar af ytringsfriheden, og vi skal nægte at lade EU eller staten overtage vores individuelle og folkelige beslutningskompetence.

Det er er vores opgave at beskytte vores fædreland – ingen andre kæmper kampen for os.

Vores folkelige viden og erfaringer skal dyrkes – og dansk kultur skal generobres.

En af styrkerne ved Danmarks kultur og sammenhængskraft er netop, at vi i en så stærk kultur har mulighed for at have LANGT færre love og regler.

Vores gensidige respekt og fælles historiske referenceramme muliggør en orden, der i langt højere grad er rodfæstet i sædvaner.

Alligevel tilsander vi overalt i idiotisk lovgivning – takket være et embedsværk og en samling system-politikere, der har opbygget et system – kun til fordel for sig selv.

Danmark – friheden & fædrelandet skal generobres – og gives tilbage til danskerne. 

Tak for ordet.  Og glædelig grundlovsdag til jer alle sammen.