I går fik jeg besøg af en repræsentant for Danmarks hjemløse. Han er selv hjemløs.

Det er vigtigt for mig, at vi behandler de allermest udsatte i samfundet godt. Desværre er der lang vej igen for de hjemløse til at få den hjælp, de har brug for.

De hjemløse i Danmark lider under flere problemer end blot at få en bolig. De har som oftest psykiske udfordringer, afhængighed af alkohol og nogle gange euforiserende stoffer.

Det er en ond cirkel, hvor de psykiske udfordringer bliver værre af afhængigheden, og afhængigheden bliver værre desto flere psykiske udfordringer, de har.

Derfor er der brug for en samlet indsats.

For meget Djøfferi – for lidt menneskelighed

Det er ikke nok med en bolig, hvis ikke den udsatte har ressourcerne til at tage sig af sit eget hjem, og det er ikke nok med afvænning, hvis den udsatte også har svære psykiatriske diagnoser.

Vi har i Danmark omkring 6.600 hjemløse. Hvis man kigger på de 18-29 årige er der sket en stigning på 72 procent siden 2009, hvor man første gang opgjorde antallet af hjemløse. Det er bekymrende og kalder på handling.

Rådet for Socialt Udsatte har netop givet deres anbefalinger til, hvordan man skal handle på området. Men anbefalingerne mangler inddragelse af de hjemløse selv og er slet ikke konkrete nok.

For eksempel foreslår Rådet for Socialt Udsatte, at man skal lave bindende mål om at afskaffe hjemløshed. Det er jo godt nok – men hvordan?

De foreslår også at afsætte midler på finansloven til at afhjælpe hjemløshed. Det er jo også godt – men problemet er ikke først og fremmest mangel på penge.

Rådet foreslår også, at der skal forebygges mere, og at den kommunale anvisningsret til boliger skal målrettes.

Alle forslagene er fine i sig selv, men de kommer ikke til kernen i problemet – at vi har at gøre med ekstremt sårbare mennesker med et utal af udfordringer, der skal løses.

Man kan ikke løse komplekse problemstillinger ved at opstille politiske mål og lade Djøffere ordne tingene. Vi må have de hjemløse med ved bordet for at forstå deres udfordringer.

Mødes for at forstå og hjælpe

Jeg vil gerne forstå de personlige udfordringer for hjemløse, og det var derfor, jeg mødtes med dem i går. Det er tit de personlige og lavpraktiske udfordringer, man overser, hvis man vil løse tingene bag et skrivebord.

Eksempelvis kan det stå i vejen for de hjemløse, at de ikke må have hund med på herberg eller i de lejligheder, de anvises til. Det er en uacceptabel hindring for de hjemløse, for tit er hunden den hjemløses bedste – og nogle gange eneste ven.

Det er altså på det lavpraktiske plan, at vi også skal sætte ind og forstå udfordringerne. Det gøres ikke alene med overordnede politiske mål.