Det er blevet uhyre populært blandt politikerne at tale om decentralisering, og alle politikere vil gerne være med på vognen om at skabe flere arbejdspladser og mere liv i lokalsamfundene.

Derfor forstår jeg ikke, at de fortsat vil holde fast i den høje registreringsafgift, når tal fra skatteministeriet viser, at det særligt er børnefamilier udenfor storbyerne, der betaler langt mere til bilafgifterne end familierne i storbyerne.

Den logiske forklaring er, at det for børnefamilier oftest er en nødvendighed at anskaffe sig 2 biler, hvis mor og far arbejder udenfor byen, og skal få hverdagen med børn til at hænge sammen.

Ikke alle kan bo i storbyerne

Det kan ikke komme som en overraskelse, at det ikke er muligt for alle at bosætte sig i storbyerne med 3 børn og tage cyklen på arbejde hver dag. Vi skal derfor sikre, at det også er attraktivt for børnefamilier at bosætte sig i Danmarks dejlige landdistrikter.

Det skal være muligt som dansker at udleve sin drøm om et familieliv i landlig idyl.

Registreringsafgiften er med til at sætte en dæmper på drømmen. Det bliver sværere at få kørt børnene til diverse fritidsaktiviteter, og det bliver overordnet set et problem for forældrene at få den normale hverdag til at fungere.

Vi skal fjerne registreringsafgiften

Finansministeriets egne beregninger har vist, at det slet ikke er så dyrt igen for de offentlige kasser at sænke registreringsafgiften markant. Og uanset hvad skal danskerne bestemme meget mere selv – også over flere af deres egne penge.

Derfor vil jeg og Nye Borgerlige arbejde for at få afskaffet registreringsafgiften – helt. Danmark skal være et samlet land.

Familieafgifter

Danske familier betaler en stor del af bilafgifterne