En stor del af min tid bruger jeg på familieområdet. Særligt arbejder jeg intenst med de mange samværssager i Familieretshuset, der alt for ofte trækker ud og forhindrer den ene forælder i at se sit barn.

Meget tyder på manglende ligestilling mellem bopæls og samværsforælder, når sagen kommer i Familieretshuset, hvilket senest er blevet bekræftet af et nyt forskningsprojekt.

Konklusionerne giver mig kun mere lyst til at kæmpe videre.

Juraen skaber ulighed

Vi begynder med nogle tal. Omkring 25-30 procent af skilte par med børn får deres sag behandlet i Familieretshuset. Typisk fordi de er uenige om fordelingen af samvær.

I 2020 var 86 procent af alle bopælsforældre mødre, mens fædre typisk var samværsforældre. Her opstår problemet så. Mor og far har forskellige juridiske udgangspunkter fra start, og i vores samfund er det oftest faderen, der flytter ud og derfor bliver samværsforældre.

For mig handler det dog ikke om køn. Men det er ikke en retsstat værdigt, at vi har en lovgivning og et system, hvor den ene forælder fra start står juridisk langt svagere end den anden.

Forskningsprojektet konkluderer blandt andet, at samværsforælderen får en anden type rådgivning af Familieretshuset, og samtidig har deres ord mindre vægt end bopælsforælderen, når det kommer til at lave aftaler for samvær.

Det er dybt uholdbart.

Senere i foråret skal partierne på Christiansborg diskutere to forslag fra mig og Nye Borgerlige, og jeg glæder mig til at fortsætte kampen i folketingssalen.

Forslag skal værne om familielivet

Det første forslag er en uvildig undersøgelse af Familieretshuset for at sikre, at domme effektueres og ikke ignoreres. Såkaldt effektive retsmidler. Forhåbentlig vil det danne et overblik over, hvordan familieretshuset behandler samværssager.

Det andet skal sikre, at udokumenterede anklager ikke kan forhindre samvær med barnet. I dag kan grundløse anklager om eksempelvis vold blive belønnet med ophævelse af samvær mellem barn og en uskyldig forælder.

Det går slet ikke.

Jeg og Nye Borgerlige har foreslået, at den anden forælder stadig skal kunne se barnet under et midlertidigt overvåget og kontaktbevarende samvær, mens anklagen undersøges.

Disse sager skal samtidig behandles på et ”fast track”. Det skal forhindre, at den ene forælder mister kontakten med det lille barn, fordi sådan en sag kan tage op til to år at nå til en afgørelse.

Båndet mellem barn og voksen skal forblive intakt, når det er muligt. Familielivet skal vi værne om – også når familier er blevet splittet.