Et borgerforslag har samlet 50.000 underskrifter. Det handler om at fjerne handicapområdet fra kommunerne.

Det støtter jeg og Nye Borgerlige.

For det første, fordi de handicappede og deres pårørende i dag oplever, at kommunerne i alt for mange tilfælde administrerer ulovligt, så de handicappede ikke får den hjælp, de har krav på.

Henved halvdelen af alle sager er behæftede med fejl og 42 procent af de sager, der ender i Ankestyrelsen, enten omgøres eller sendes tilbage til kommunen til en ny behandling.

Tilmed er sagsbehandlingstiderne meget lange. Fristerne overskrides rutinemæssigt, og de handicappede og pårørende fortæller mig igen og igen om nærmest absurde afgørelser, der tyder på udbredt kassetænkning ude i kommunerne.

Handicapområdet kom ind under kommunerne i 2007 i forbindelse med kommunalreformen. Vi kan i dag se, at det var en fejl. Kommunerne magter ikke opgaven. De handicappede og deres familier bliver taberne.

Det kan vi som samfund ikke acceptere stiltiende. Der skal gøres noget. Systemet skal brækkes ned, og noget nyt skal bygges op.

Rettigheder man kan tage med sig
Jeg og Nye Borgerlige vil give alle handicappede en ensartet behandling. De vilkår, der gælder for støtte og hjælp, skal være de samme for den handicappede, uanset om man bor i Gedser eller Skagen.

Og hvis man flytter hen over en kommunegrænse, skal man kunne tage sin hjælp med sig og ikke starte forfra med at søge igen i den nye kommune.

Et uafhængigt nationalt fagligt råd
Til erstatning for kommunernes lemfældige og fejlbehæftede sagsbehandling vil vi oprette et nationalt fagligt råd, som vil få ansvaret for at tildele hjælp og ydelser til handicappede.

Ydelser og hjælp finansieres over staten og tages dermed væk fra den kommunale kassetænkning. Rådet etablerer sig med teams i hele landet, så der aldrig er langt til den nærmeste.

Ikke en sag – men et menneske
Vi vil under det nationale faglige råd ansætte teams af fagpersoner til at møde og vurdere den handicappede som et helt menneske, hvor alle aspekter af den handicappedes situation inddrages med hensyn til pårørende, venner, boligsituation, funktionsnedsættelse, job, uddannelse osv.

Det samme team følger den enkelte helt til dørs, bevilger den nødvendige hjælp og følger op med jævne mellemrum for at tilpasse hjælpen efter behovene. Der skal være slut med et hav af kommunale sagsbehandlere, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør.

De enkelte teams bør være selvorganiserende og selvstyrende under ansvar for loven og det nationale råds koordinering.

Økonomi
Isoleret set vil et nyt system, der bygger på en stærkere faglighed i sagsbehandlingen, blive dyrere. Færre omgørelser i Ankenævnet og fjernelse af kommunernes mulighed for at spekulere i at give de handicappede mindre, end de har krav på, vil andet lige føre til, at flere får mere hurtigere.

Men der er også en anden side af mønten, hvor mere enkle regler, korrekte og hurtigere afgørelser vil hjælpe den handicappede til en hurtigere afklaring og i mange tilfælde til en højere grad af selvforsørgelse.

Og de pårørendes økonomiske tab i form af tabt arbejdsindkomst, når kommunen trækker tilbud om hjælp i langdrag, hvor de pårørende i lange perioder må passe det handicappede familiemedlem selv, giver også et samfundsøkonomisk tab og reducerede indtægter fra skatter og afgifter.

Samlet set er jeg ikke overbevist om, at det vil blive dyrere for samfundet at skabe et bedre system til at sørge for den rigtige hjælp til de handicappede. Det kan ende med en win/win, hvor både den handicappede, de pårørende og resten af samfundet får noget godt ud af det.

Mange hilsner
Mette Thiesen