Som lærer ved jeg, hvordan en dårlig skolestart kan skade børn. Og som mor har jeg også haft problematikken tæt inde på livet, da min yngste søn blev skoleudsat, fordi han som decemberbarn ikke var skoleklar det år, han fyldte 6.

Desværre er det ikke en mulighed for alle, da reglerne er forskellige fra kommune til kommune. Den enkelte kommunalbestyrelse afgør nemlig, om de vil imødekomme forældrenes anmodning. De regler bør ensartes, så alle landets forældre får det sidste ord.

Måske en løsning på vej

Derfor foreslog vi i Nye Borgerlige for knap et år siden at lade forældrene afgøre, om deres barn skal have udskudt skolestarten – og dermed blive et ekstra år i børnehaven. Det blev desværre stemt ned af næsten alle partier i folketingssalen. Men de seneste uger har det i pressen lydt fra regeringens støttepartier, at de nu er villige til at ændre reglerne.

Det er jo godt, men hvorfor støttede de ikke bare op om vores forslag? Så kunne der måske være fundet en løsning for de børn i år, der ikke er klar til at starte i skole, men som bliver tvunget til det af kommunen.

Børn er forskellige, og forældrene kender dem bedst

Siden 2009, hvor undervisningspligten udvidet med et år, har færre børn får udskudt deres skolestartsalder – også selvom de ikke nødvendigvis har været klar til at starte i skole. Derfor er der hårdt brug for, at forældrene får den suveræne ret til at beslutte, om deres barn skal starte i skole som 5-årig, 6-årig eller 7-årig.

Børn er forskellige, og det skal respekteres. For det har store konsekvenser for de børn, der oplever en dårlig skolestart. Derfor er det vigtigt, at forældrene – og ikke kommunen – har det sidste ord. For det er forældrene, der kender barnet bedst. Jeg håber, at støttepartierne denne gang holder ord, så der findes en løsning.