Det er en meget drastisk beslutning, regeringen har taget i dag.

På baggrund af en redegørelse og et bilag fra Statens Serum Institut vil man afskaffe minkerhvervet i Danmark.

Der er ikke blot tale om at fjerne syge og smittede dyr. Nej, man vil aflive alle mink inklusive avlsdyr og dermed umuliggøre, at minkerhvervet kan komme på fode igen, når corona er drevet over.

Det betyder permanent tab af mange tusinde arbejdspladser, milliardindtægter i eksport og undergang for et erhverv, der har været livsnerven for de flere tusinde danske familier, der har haft minkfarmen som omdrejningspunkt for deres tilværelse.

Det gør man ikke uden overbevisende sundhedsfagligt belæg for, at det er nødvendigt af hensyn til folkesundheden.

Her kan du læse de to dokumenter, som vi som folketingsmedlemmer har fået i dag. Så kan du danne dig din egen mening.

Jeg vil forfølge sagen overfor regeringen. Vi skal passe på hinanden, men vi skal ikke acceptere at staten bliver så stærk, at den kan knægte vores frihed.

Venlig hilsen
Lars Boje