Mænd og kvinder skal være ligestillede; de skal have lige muligheder og rettigheder. Det kan vi alle blive enige om.

Det var også, hvad feminister engang kæmpede for. Men nutidens selverklærede feminister kæmper ikke for reel ligestilling mellem mænd og kvinder. Nutidens feminister kæmper en ideologisk kamp for at opnå en masse særrettigheder og særbehandling til kvinder på bekostning af de potentielt mest kvalificerede mænd. Og denne feminismekamp har på mange områder sneget sig ind i dansk politik, medieverdenen og den offentlige debat.

Et eksempel herpå er den omstridte lønforskel mellem mænd og kvinder. Nutidens feminister peger på, at mænd og kvinder ikke tjener det samme, hvilket er rigtigt. Og deres meget ensidige analyse af lønforskellen er, at den må være en konsekvens af uretfærdig forskelsbehandling, og at kvinder tjener mindre, fordi de er kvinder.

DR skriver fx om lønforskellen mellem mænd og kvinder i en feminismeartikel fra august 2020, at ”Det betaler sig at være mand på det danske arbejdsmarked… løngabet mellem mænd og kvinders gennemsnitsløn i 2018 var på 12,8 procent. Med andre ord tjente kvinder i 2018 87 kroner og 20 øre, hver gang en mand tjente 100 kroner”[1].

Objektivt set er det korrekt, at mænd tjener mere på et år. Men det er der mange årsager til. Blandt andet at kvinder oftere arbejder deltid, arbejder med lavere lønnede jobs i den offentlige sektor og andre kriterier, der intet har med manglende ligestilling at gøre.

For eksempel har Beskæftigelsesministeriet vist, at lønforskellen mellem mænd og kvinder kan forklares med kriterier, der ikke bunder i manglende ligestilling, såsom branche, arbejdsfunktion, familieforhold, arbejdstid osv.[2]

Der er et utal af sådan nogle nøgterne konstateringer, der forklarer lønforskellen, og som intet har med mangel på ligestilling at gøre. Men af DR og andre venstresnoede meningsdannere bliver alle disse årsager gemt under idéen om, at årsagen bag lønforskellen er, at kvinder bliver undertrykt.

Disse moderne feminister manipulerer snedigt med virkeligheden, når de påpeger lønforskellen, og insinuerer, at den må være en konsekvens af manglende ligestilling. Når den virkelige verden står i modsætning til feministernes progressive agenda, ofrer feministerne virkeligheden på resultatligestillingens alter.

Et andet oplagt eksempel er kvindekvoter. Feminister ønsker kvindekvoter i mange højagtede hverv for at opnå en højere grad af resultatligestilling. Og udadtil virker kønskvoter som et hensigtsmæssigt projekt, der skal fremme ligestilling. Men i realiteten er kvindekvoter det diametralt modsatte af ligestilling, da man ved kønskvoter fravælger de potentielt mest kvalificerede mænd til fordel for mindre kvalificerede kvinder, bare for at få flere kvinder repræsenteret.

Her bliver køn altså en barriere, hvis man er mand – og en fordel, hvis man er kvinde. Det er altså det præcist modsatte af ligestilling, feminister agiterer for, når de prædiker kønskvoter.

Og sjovt nok hører man aldrig feministerne tale om kønskvoter for fiskere, kloakrensere og murere.

Engang handlede feminisme om ligestilling, men det er ikke tilfældet længere. Feminisme har udviklet sig til en ideologisk kamp for ufortjent særbehandling og særrettigheder til kvinder. Det skal vi selvfølgelig sige fra overfor.

[1] https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/kan-det-virkelig-vaere-rigtigt-10-ting-du-maaske-ikke-vidste-om-kvinder-og

[2] https://bm.dk/media/11827/ligeloensredegoerelse-2019.pdf