Ytringsfriheden er under pres. Vores ret til som borgere at tale imod magten og systemets dagsorden er under pres.

Derfor fremsætter vi nu et beslutningsforslag i Folketinget om at afskaffe den såkaldte racismeparagraf 266b.

Det er for eksempel techgiganter med monopollignende positioner, der via algoritmer og blokeringer forsøger at styre den offentlige debat.

Senest er der flere og flere, som oplever pludselig at blive blokeret for opdateringer skrevet for mange år siden.

Men det er også systemet og magthaverne selv, som via forfejlet lovgivning i en uskøn sammensmeltning med den nye stigende identitetspolitiske dagsorden, direkte og indirekte dræber den fri debat og retten til ordet.

Det bliver vi nødt til at tage et opgør mod. Det er en vigtig kamp.

Derfor skal Folketinget i dag tirsdag den 23. marts behandle et forslag fra Nye Borgerlige om at afskaffe paragraf 266B.

En paragraf, der har vist sig farlig for vores ytringsfrihed, da den giver den dømmende magt alt for store tolknings- og vurderingsrammer.

Vi har set eksempel på, at kritik af for eksempel ideologier af retten bliver tolket som overtrædelse, da det potentielt kan være nedværdigende for nogen, som betragter sig som en del af denne ideologi.

Det er en glidebane og udvasker lovens egentlige formål – at beskytte mod for eksempel trusler.

Loven er blevet til et politisk værktøj i stedet for en nyttig beskyttelse. Det er skammeligt, og vi mener derfor, at det er nødvendigt helst helt at fjerne paragraffen, eller i det mindste begrænse og afgrænse denne langt mere end tilfældet er nu.

Det handler IKKE om at tillade alt. Man vil stadig stå til ansvar overfor domstolene. Man må stadig ikke true, skrive løgne eller andet om andre personer. Disse love forsvinder ikke.

Men 266B er skadelig for vores ytringsfrihed, indirekte kontrollerende af vores tankevirksomhed – og i sidste ende skadeligt for demokratiet og folkestyret.

Du kan læse beslutningsforslaget på linket. Der kan du også efter debatten i dag finde referater af min og de andre politikeres taler.

https://www.ft.dk/samling/20201/beslutningsforslag/B51/som_fremsat.htm

Mange hilsner
Lars Boje Mathiesen

Frihedsordfører