Den seneste uge er det væltet frem med oplysninger om, at det står helt galt til i alarmcentralen, når folk ringer 112.

Senest har Berlingske rapporteret, at hele 6.161 opkald er mistet de første 8 måneder af 2021, og kun 7(!) af dem er blevet indberettet som fejl. Det er fuldstændig vanvittigt.

Jeg går ind i sagen

Jeg går jeg ind i sagen – der er tale om en skandale som skal kulegraves.

Der er en række spørgsmål, der melder sig i sagen, som jeg vil have besvaret. Herunder hvem der har ansvaret for, at det er gået så galt.

Jyllands-Posten har rapporteret, at allerede tilbage i juli fik chefen for vagtcentralen en mail, der gjorde opmærksom på, at situationen var kritisk. Men chefen svarede ikke engang på mailen. Først tre uger og en rykker senere reagerede chefen for vagtcentralen.

Det skal undersøges i dybden, hvorfor advarslen er blevet overset.

Hvor meget har politikerne og embedsværket vidst om problemerne?

Det skal også undersøges, om embedsværket og politikerne har været klar over sagens omfang. Hvis det er blevet tiet ihjel eller ignoreret, er det en skandale, der skal have konsekvenser.

Når man som borger ringer 112, er det med forventning om, at opkaldet bliver besvaret øjeblikkeligt. Det er en helt afgørende tryghed at vide, at vores alarmberedskab fungerer.

Det er simpelthen den grundlæggende kernevelfærd vi taler om her, hvis man har en døende, der har brug for hjælp. Opkaldet SKAL besvares hver eneste gang.

Jeg lover at komme efter de ansvarlige og tage sagen op. Det handler om danskernes tryghed og liv.