Man kan selvfølgelig ryste på hovedet over, at vi har et land med så store skatter og afgifter, at regeringen må udbetale checks for, at store dele af befolkningen har råd til at betale de skatter og afgifter.
Men når man så kigger på, hvem den tidligere og nuværende regering fortrækker at hjælpe, så behøver man ikke ryste på hovedet. Der kan man nøjes med bare at blive rystet.
”De fattigste børnefamilier” lyder det fra regeringen og de andre partier i aftalen, når man spørger, hvem der skal have hjælp denne gang.
Næsten halvdelen er indvandrerfamilier, hvor størstedelen allerede er på statsstøtte, og dermed får hjælp af staten og de mange milliarder skattekroner, som det arbejdende Danmark smider i statskassen.
Parolen er åbenbart, at får du allerede fra statskassen, skal du have mere. Leverer du til statskassen, skal du ingenting have. Sådan er virkeligheden med den nye aftale om inflationshjælp, for er du for eksempel en enlig forsøger med et eller flere børn, bor i et lejet hus på landet med pillefyr og store eludgifter til kloak og vandforsyning, så må du ikke få hjælp. Heller ikke selv om du har mere end svært ved at få enderne til at mødes økonomisk.
Vi skal hjælpe dem, der trænger – ikke dem der kræver.
Jeg og Nye Borgerlige vil meget gerne hjælpe dem, der lider nød. Vi vil gerne hjælpe de børnefamilier, der er hårdest ramt. Men det er ikke dem, der i forvejen har fået op til 2.000 skattefrie kroner om måneden.
Der findes danske, enlige forældre i job, der har brug for hjælp, men det må de ikke få for regeringen. SVM-regeringen har kun fokus på at hjælpe dem, der allerede får, i stedet for dem der ellers kun giver.
Derfor er det en dårlig aftale for danskerne.
Derfor er Nye Borgerlige ikke med i torsdagens aftale om inflationshjælp.
