06.02.2017 I Nye Borgerlige mener vi, det skal koste det samme at sejle med færge til de danske øer, som det ville koste at køre i bil, hvis der havde været en bro.

Det koster 3,53 kroner at køre en kilometer i bil. Der er 23 kilometer mellem Svendborg og Ærøskøbing. En færgebillet med bil og fem personer til Ærø skal derfor koste 81 kroner.

Til Fanø fra Esbjerg er der seks kilometer, så der skal billetten koste 21 kroner og til Anholt 190 kroner, fordi der er 54 kilometer fra Grenå.

Selvom der allerede i dag gives tilskud til færgerne mellem de danske øer, er det meget dyrere end at køre over en bro, som for eksempel broen til Tåsinge, broen til Mors, broen til Falster eller broen til Møn.

Når der er en bro, betaler vi for benzin og slid på bilen – broen betaler vi fællesskab over skatten. Sådan bør det også være med færgerne.

At gennemføre det princip vil ifølge Indenrigsministeriet koste cirka 300 millioner kroner om året.

Det er skattepenge, som Nye Borgerlige mener vil være givet godt ud. Det er prisen for at få Danmark til at hænge sammen og øge mobiliteten.

Ø-samfundene en del af vores nationale identitet

Danmark er et land med en halvø og mange, mange øer. Det er vores land – en masse små klatter land spredt ud mellem Nordsøen og Østersøen.

1.419 øer i alt. 443 af dem har et navn, og på 78 af øerne bor der mennesker.

I nationalsangen synger vi om dem: ‘Og ædle kvinder, skønne mø’r/ og mænd og raske svende/ bebo de danskes øer/

Når øerne bliver affolket, mister vi noget som danskere. Vi mister noget af vores historie, af vores kultur og af vores nationale identitet.

De sidste 50 år er ca. 25 småøer blevet affolket, det viser tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til, at der i gennemsnit er en af øerne, der lukker og slukker hvert andet år.

De kommuner, der har den største andel af beboere over 60 år er Læsø, Ærø, Samsø, Langeland og Fanø med over 40 procent af befolkningen over 60 år. Det er mere end dobbelt så stor en andel som i København og Aarhus.

Hvis man ser på, hvilke kommuner, der de sidste 10 år har haft den største tilbagegang i befolkningen, er det igen ø-kommuner som Læsø, Samsø, Langeland, Bornholm og Ærø, der topper listen.

At bruge 300 millioner kroner på at vende den udvikling gavner mobiliteten. Det er vigtigt, når Danmark skal hænge sammen og det skaber grundlaget for vækst og øget velstand.

Udgiften er indarbejdet i Nye Borgerliges økonomiske politik. Finansieringen er på plads. Vi foreslår også med samme begrundelse af fjerne betalingen på Storebælt. Det kan finansieres gennem færre erhvervstilskud, som Nye Borgerlige har med i sin økonomiske politik.