Vi vil stille op til EU-valget den 26. maj. Støt os med en vælgererklæring. Vi skal bruge 70.000

’En vejsidebombe i dansk udlændingepolitik’. Sådan beskriver socialdemokraten Mathias Tesfaye konsekvenserne af EU’s aftale med Tyrkiet om handel og indvandring.

Og det er ikke et helt galt ordvalg. For der er udsigt til en dom ved EU-domstolen, der sandsynligvis vil føre til, at 1.000’vis af afviste sager om familiesammenføring for tyrkere til Danmark skal genoptages.

Mathias Tesfaye glemmer bare at fortælle, at Socialdemokratiet, som han repræsenterer, sammen med de andre politikere i Folketinget, har anbragt vejsidebomben.

Den er ikke faldet ned fra himlen. Den har ligger der længe og tikket. Politikerne har selv lagt den til rette, og de nægter at afmontere den.

De har meldt os ind i EU og har igennem årene overdraget så meget af dansk selvbestemmelse til EU, at vi i dag end ikke selv kan bestemme, hvem der har ret til ophold her i landet og på hvilke betingelser.

Og så sent som i foråret 2018, da Folketinget på initiativ af DF – og tak for det – tog sagen op, afviste alle de EU-glade partier, at forsøge at afmontere bomben i tide.

Man ville end ikke rejse sagen i EU’s ministerråd. Alle partier fra Alternativet til Liberal Alliance tog aftalen med Tyrkiet i forsvar.

Det forekommer mig derfor, at bekymringen i pressen i disse dage fra Tesfaye, Khader og Joachim B. Olsen er behæftet med en god portion hykleri og ansvarsforflygtigelse.

Hvis man vil forsvare danskernes ret til at bestemme i eget land, må man i en sag som denne være konsekvent og sætte foden ned. Der hjælper bekymrede miner fra hændervridende politikere ikke.

EU skal have borgerlig modstand – ellers svigter vi danskerne og Danmark.

Udtalelser om Tyrkiet-aftalen

Det siger de i dag:
Mathias Tesfaye (S): “Det er en vejsidebombe i dansk udlændingepolitik”.
Naser Khader: “Det vil være en ladeport. Det vil være uoverskueligt. Og det vil være en underminering af vores stramme udlændingepolitik”.
Joachim B. Olsen (LA) ”Det kan være flere tusinde [sager, der skal gå om, red.]”.

Det sagde de i foråret 2018 i Folketinget:
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA): ”Alt i alt er vi godt tjent med associeringsaftalen”.
Jan E. Jørgensen (V): ”Vi ønsker at fastholde den relation med Tyrkiet, som vi har, bl.a. gennem Ankaraaftalen”.
Christina Egelund (LA): ”Vi i Liberal Alliance [støtter] fortsat EU’s associeringsaftale med Tyrkiet med de fejl og mangler, som den har”.
Lars Aslan Rasmussen (S): ”Det har nogle ret store problematiske konsekvenser, bl.a. også for handelslivet i Danmark [at opsige aftalen, red.]”.
Pernille Schnoor (Å): ”Faktisk ville det jo være godt, hvis flere Tyrkere havde lyst til at arbejde og bo i Danmark”.
Zenia Stampe (Rv): ”Vi har også en helt grundlæggende anden holdning til familiesammenføring. Det gør ikke ondt på os”.

Det Konservative Folkeparti, som i disse dage er længst fremme i pressen med ’bekymringer’ over aftalens konsekvenser, var overhovedet ikke repræsenteret i folketingssalen under behandlingen af beslutningsforslaget.

Familiesammenføring for tyrkere er EU-ret
Aftalen med Tyrkiet – den såkaldte Ankara-aftale – som giver bla. tyrkere udstrakte rettigheder i Danmark til social sikring og pension, er en del af EU-retten. Aftalen er gammel, men er løbende blevet udbygget med Danmarks tilslutning i EU’s ministerråd.

Aftalen ligger uden for det danske forbehold, som kun retter sig imod EU-lovgivning på det retlige område. Det ved politikerne godt, og det er således også hyklerisk, når politikerne med jævne mellem fastslår, at EU ikke blander sig i Danmarks udlændingepolitik.

EU-domstolen udvider tyrkernes rettigheder
Det har hele tiden stået klart, at EU-domstolen har retten til at fortolke aftalens rækkevidde. Der er faldet mange domme gennem tiden, og omtrent hver gang har EU-domstolen udvidet tyrkernes rettigheder i Europa.

Det er kendt stof på Christiansborg. Politikerne ved godt, at når Danmark én gang har overdraget national suverænitet til EU på et område, kan man ikke tage suveræniteten tilbage uden helt at melde sig ud af EU.

Det er også kendt stof, at EU-domstolen konsekvent afgør tvister til fordel for yderligere europæisk integration og for udvidelse af rettigheder ifølge EU-retten på bekostning af de nationale værnsregler sat op for at beskytte den oprindelige befolkning.

Sådan fungerer EU og har gjort det i den menneskealder, Danmark har været medlem. Det er der absolut intet nyt i.

Danske domstole skal støtte unionsudviklingen
Den aktuelle sag har været undervejs i årevis. Tyrkeren her i landet fik afslag efter danske regler i 2010. Sagen har siden 2014 kørt ved domstolene her i landet, men er nu efter en dom ved EU-domstolen i 2016, som skabte en ny retstilstand, af Østre Landsret sendt til domstolen i Luxembourg for en vurdering – en såkaldt præjudiciel afgørelse.

Det har Landsretten pligt til for at sikre sig, at en dansk domstol ikke afsiger en dom, der vil være i modstrid med den opfattelse, som dommerne ved EU-domstolen har.

Det er jo sådan, at EU-domstolen står øverst i hierarkiet – også over den danske Højesteret.

EU-domstolen er desuden helt forskellig fra danske domstole, som dømmer strengt efter loven, og de ønsker til retstilstanden, som Folketinget har givet udtryk i bemærkningerne til lovene.

EU-domstolen laver sin egen fortolkning af lovene og tager udgangspunkt i EU-traktaternes mål om at opbygge en ’stadig snævrere union’.

Sådan har det altid været. Det ved de danske politikere alle sammen. Det er der heller ikke noget nyt i.

Toget kører videre
Faktisk arbejder EU lige nu på at udvide aftalen med Tyrkiet endnu engang – den danske udenrigsminister Anders Samuelsen kalder det ‘en modernisering’ af aftalen, og den danske regering støtter aktivt bestræbelserne.

Og sådan vil det fortsætte med afviklingen af Danmark som et selvstændigt land, indtil danskerne siger fra og vælger en fremtid fri af den Europæiske Unions bestræbelser på at etablere Europas Forenede Stater.

Mange hilsner
Pernille Vermund

Læs selv videre:

Debatten i Folketinget i april 2018 

Østre Landsrets beskrivelse af den konkrete sag sendt til EU-domstolen