19.11.2016 ”Det smager af ’magten for magtens skyld’, når de tre borgerlige partier slår pjalterne sammen”.

Det siger Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, som dog vil give de tre partier muligheden for at overraske positivt.

”Hvis et borgerligt samarbejde skal blive mere end taburetklæberi, må de tre partier levere på to helt afgørende punkter: Vi skal ud af flygtningekonventionen og stoppe asylbehandling i Danmark. Og den offentlige sektor skal være mindre. Uden et markant kursskifte her, kan en trekløverregering ikke løse Danmarks udfordringer”, siger Pernille Vermund.

”Udlændingepolitikken er Danmarks altoverskyggende udfordring. Lappeløsningerne virker ikke. Hvis Løkke, Pape og Samuelsen ikke forstår det, kan det i og for sig være lige meget og en VKI-regering bliver ligegyldig”, siger Pernille Vermund.

Pernille Vermund er bekymret for udsigten til, at Dansk Folkeparti fortsætter med at køre friløb og vil få alt for stor indflydelse på en kommende trekløverregerings økonomiske politik.

”Dansk Folkeparti står for flere offentlige udgifter, mere centralisering og flere regler. Det er det stik modsatte af, hvad Danmark har brug for. Jeg kan godt blive bekymret for, at Dansk Folkeparti vil blive endnu mere socialdemokratisk i den position, de nu vil indtage”, siger Pernille Vermund.

Nye Borgerlige mener, at et borgerligt samarbejde skal bruges til at gøre den offentlige sektor mindre og den private større.

”Det er skuffende, at de tre partier ikke kunne levere en finanslov, der tog hul på opgaven med at reducere den offentlige sektor. Tværtimod valgte man at hæve bundskatten og lade den offentlige sektor vokse. Det giver ikke megen grund til optimisme for et kommende regeringsgrundlag for en VKI-regering”, siger Pernille Vermund.